"Empowerment for kvinder:

      Fra byttedyr til rovdyr"   -   Kapitel 1


      Wing Tsun   -   7 Structura

 
 
 
             
 
 


Jeg startede til Wing Tsun for 4 år siden - mest fordi min mand gik der i forvejen og lige var blevet 1. tekniker. Så blev jeg også nysgerrig…

Skeptisk, men trodsig!

I begyndelsen var jeg skeptisk, om det var noget for mig, men jeg ville gerne give det en chance. Jeg hældte nok mest til, at det måske ville være lidt for voldsomt for mig.
Jeg er ellers mere typen, der læser, lærer sprog, synger i kor, strikker m.m., så det lå egentlig ikke i kortene, at ”sådan en som mig” ville begynde at gå til "kampsport". Og så alligevel… Jeg har flere gange i mit liv gjort ting i trods – fordi jeg eller andre ikke troede, at jeg ville være i stand til en bestemt ting. Så på en måde giver det måske alligevel god mening.

Motorik og anatomi: udfordringer!

Det har været en kæmpe oplevelse – lidt overvældende til tider. Det er virkelig en rejse, for nu at bruge et lidt slidt udtryk. Jeg er bestemt ikke noget naturtalent, men jeg bliver ved og har stille og roligt kæmpet mig igennem de første 7 grader og er nu i gang med 8. elevgrad.



For det første: Jeg kan lide udfordringer, og det er en udfordring for mine motoriske færdigheder. Jeg kan mærke at jeg bruger en del af hjernen, som jeg ikke bruger til dagligt i mit arbejde.

Det, der tiltaler mig i høj grad, er det fokus på kropsholdning og anatomi, der er i Wing Tsun – og som spiller overraskende godt sammen med min anden hobby, klassisk sang. For at kunne udnytte fysiologiens og anatomiens muligheder godt nok, er det vigtigt at man anbringer de syv afgørende led – ankler, knæ, hofte, rygrad, skuldre, albuer og håndled – i et optimalt forhold til hinanden. Denne ”Seven Joint Structure” bevirker at man står så godt, stabilt og robust som muligt og dermed bedre kan affjedre modstanderens kraft og udnytte løftestangsprincippet.

Jeg sidder til daglig bøjet over en computer, så Wing Tsun giver mig også de tiltrængte pauser, hvor jeg har tid til at fokusere på min anatomi, arbejde med min kropsholdning og forhåbentlig også forebygge smerter og fysiske begrænsninger i de kommende årtier.

Jeg oplever også at det kommer min sangteknik og min støtte til gode, at jeg arbejder fokuseret med min kropsholdning; det havde jeg ikke lige haft i tankerne, da jeg startede til Wing Tsun, men det giver god mening, eftersom både sang og kampsport benytter sig af kroppen som det primære instrument.

Jeg er også ret optaget af det tema omkring kontrol, præcision og timing, der gennemsyrer Wing Tsun.

Man skal være i stand til at have kontrol over forskellige dele af kroppen samtidig, og teknikken kræver præcision og timing; det er noget af det sværeste, og ofte opdager man først, at man har rykket sig, efter noget tid, hvor man godt kan nå at blive frustreret over oplevelsen af manglende fremgang.


Frustrationer!

For selvfølgelig er det også til tider frustrerende og grænseoverskridende – man bliver virkelig nogle gange drevet helt derud, hvor man bare ikke kan få ting til at virke, slet ikke oplever progression og tænker: ”Det her lærer jeg simpelthen aldrig”. Men stille og rolig sætter ting sig i muskelhukommelsen, og der er hele tiden nye ting, der pludselig går op for én og falder i hak.

Nørder og teori:

Tilgangen i vores center tiltaler nørder som mig. Vores Sifu'er har brugt år på at analysere de traditionelle former, teknikker og applikationer, har sat dem i system og skabt logik og sammenhæng. For dem, der interesserer sig for det, er der masser af teori i det her – han har bygget et helt website omkring det, som man kan gå på opdagelse i, og det tiltaler mig meget. Det støtter i hvert fald min læring, at jeg også kan forholde mig rationelt eller teoretisk til teknikkerne, selv om man selvfølgelig ikke bliver god til Wing Tsun af teori alene.

Kampdelen: knubs, kontrollere panikken, ”bange fremad”!

Men det mest overraskende for mig er nok, at jeg har opdaget at jeg faktisk også kan lide præcis dét, jeg troede ville være for voldsomt – altså selve kampdelen. Og jo, man får det nogle knubs (selv om vi er gode til at passe på hinanden her i centret.) Men det er temmelig overvældende og til tider berusende at opleve, at man faktisk kan vænne sig til det at blive ramt, at man kan lære at kontrollere panikken og arbejde med den.

Ud over en fysisk proces er det i høj grad også en psykisk/mental proces. Især mottoet om at ”være bange fremad” har været en ægte øjenåbner for mig. Når det er WT, er det selvfølgelig tænkt meget konkret (dvs. fremad i fysisk, tredimensionel forstand), men faktisk arbejder jeg også på at overføre idéen bag til andre områder i mit liv. At tænke frygt som en fremadrettet bevægelse har faktisk hjulpet mig med at tackle situationer helt uden for WT-universet, og jeg er stadig ved at udforske idéen.

Empowerment og kvinderolle: byttedyr og rovdyr!!

Nu er jeg hverken specielt høj eller fysisk stærk. Men at mærke at teknikken virker, at man faktisk kan påvirke en mand, der er både større, stærkere og tungere end en selv – det giver en kæmpe oplevelse af empowerment! Især for en kvinde i min alder – i slutningen af 40erne.

Jeg ved at vi er flere, der oplever at det er utrolig befriende at træde ud af den traditionelle kvinderolle (hvor man er mild, blid, hjælpeløs, udsat) og opdage, hvor fantastisk det føles at forsvare sig selv. For mig har det været en kæmpe oplevelse at holde op med at se sig selv som byttedyr – og til gengæld at opdage rovdyret i mig selv. Det frigiver en masse energi og glæde og er nok det, der har overrasket mig mest ved denne her rejse. Det rokker ved ens selvopfattelse på den gode måde, og det er kommet helt bag på mig, at dette aspekt ville være en del af pakken.


 
 

 

Find us HERE

 
 

WT  Center  Copenhagen

Østbanegade 55  -  2100 Kbh.ø  -  +45 33313672

 
 

Allan Jensen
+45  20 88 83 71

WT-center@outlook.dk

Lars Murholt
+45  30 12 18 06

lars@murholt.dk

 
 

Arb. Landsbank: 5358 - 0000243701     Mobile Pay: 305350

FaceBook:  Wing Tsun.dk    -     darwintsun.com


 

 

Østbanegade  55